7-Eleven
7-Eleven har indført et nyt sundt madkoncept, som heldigvis har flere glutenfrie valgmuligheder. På deres hjemmeside har de en guide, der hurtigt viser indholdet i den vare, man overvejer at købe. Den kan også downloades som app til telefonen.
Jeg har længe savnet, at der fandtes et sted, hvor man hurtigt kunne få et glutenfrit mellemmåltid, når man er på farten, og der må jeg sige at 7-Eleven leverer varen. Og så er det jo så heldigt, at de har filialer i rigtig mange danske byer.
I dag købte jeg en glutenfri palæobar og en glutenfri Raw-mandelkage. Jeg har tidligere smagt en proteinsalat med kylling.
Som beskrevet er det muligt, at tjekke indholdet på sin telefon, mens man står i køen og venter. Denne dag var der et rigtig fint glutenfrit udvalg.
Udvalg:
Ud over de glutenfrie bagervarer der består af: palæobar, palæobrød, palæokage, palæosnitter, chiabar (en enkelt variant indeholder mælk), glutenfrie rundstykker (indeholder renset hvedestivelse) og raw-kage, er der også glutenfri valgmuligheder i deres køledisk. Her drejer det sig om palæosalat med oksekød eller kylling, og proteinsalat med oksekød og kylling.
Smag:
Palæobaren smagte mest bare af kerner og nødder, hvilket også var forventet. Baren havde en god konsistens der ikke smuldrede, og jeg synes faktisk at den mættede meget godt størrelsen taget i betragtning.
Raw-mandelkagen var rigtig lækker i konsistensen og havde en god kraftig smag. Kagen smuldrede en smule, så overvej en tallerken eller serviet, hvis du spiser denne mens du er undervejs.
Proteinsalaten var rigtig lækker med kikærter, humus og kylling, der også gjorde, at salaten mættede rigtig godt.
Pris:
Prisen er rigtig fornuftig taget i betragtning af, at man får et sundt, glutenfrit måltid med på vejen. En palæobar eller chiabar eller Raw-kage kostede i dag 15 kr per stk eller 2 stk for 25 kr. Jeg mindes, at salaterne koster mellem 25 og 35 afhængigt af type.
Konklusion:
Det er fantastisk, at der nu endelig findes en (næsten) landsdækkende kæde, hvor man kan købe glutenfrie mellemmåltider og snacks, der både er sunde og til at betale prismæssigt. Alt for tit er de glutenfrie alternativer af dårlig næringsmæssig kvalitet, men her har man valgt at bruge masser af nødder, kerner og proteinkilder. Smagen er udemærket, og udvalget varierer fra gang til gang, når jeg har været der, men generelt synes jeg, at udvalget er rigtig fint. 7-Eleven får 4 stjerner. Smag, kvalitet og pris trækker op. Skiftende udvalg og manglende mulighed for at sidde og spise maden trækker ned.
Jeg har fundet mit nye faste snacksted, når jeg går rundt i byen eller skal med toget.
Jeg er blevet afhængig af mandelkagerne fra seven 11, og vil derfor gerne ha en opskrift, da jeg kan se, at det her bliver for dyrt i længden!!
Hej Susanne.
Det kan jeg sørme godt forstå Desværre kender jeg ikke opskriften på kagerne, men hvis det lykkes dig at finde opskriften, må du gerne dele den med os andre.