Glutenfri Pizza Margherita fra Fria (dybfrost)
Nogle dage skal det gå lidt stærkt, og så kan det være rart at have en glutenfri færdigret i fryseren. Da Rema1000 havde tilbud på Frias Pizza Margherita i denne uge (uge 42), skyndte jeg mig at slå til.
Pizzaen er gluten-, laktose- og mælkefri og sælges som frostvare. Fyldet består af tomatsovs, basilikumpesto og mælkefri ost, og er således både vegetarisk og vegan.
Der er 290 gram pizza og det ser ikke ud af meget, men min erfaring er, at der er mad nok til en sulten voksen.
Man kan spise pizzaen, som den er, eller bruge den som en base og selv tilføje fyld. Jeg valgte at lægge skinkeskiver og ananastern på min inden den kom i ovnen.
Pizzabunden bliver dejlig sprød, og osten smelter fint. Osten har en lidt speciel smag, og jeg synes der er rigtig meget ost på pizzaen fra start, men med mere fyld på, synes jeg at det passer meget godt. Generelt vil jeg sige at der nok skal lidt ekstra fyld på pizzaen for at den ikke bliver for kedelig, men med lidt ekstra topping blev det faktisk rigtig godt.
Pizzaen får 3,5 stjerne for en god pizzabase, men den skal piftes lidt op med fyld derhjemme, hvis den skal op på 4 stjerner. Hvis man har det svært med store mængder ost, kan jeg anbefale at fjerne lidt af osten inden pizzaen kommes i ovnen eller komme ekstra meget fyld på. Hvis du vil have en pizza til 5 stjerner er du nok stadigvæk nødt til at lave den selv, men jeg kunne sagtens finde på at købe en pizza fra Fria igen en anden gang, hvis jeg lige skal have hurtig frokost eller aftensmad en dag.
Skriv et svar