Lækker forret med laks og avocado
I aften var jeg hjemme hos en veninde, hvor vi fik en lækker forret med laks og avocado.
Forretten smager lidt japansk-inspireret, hvis man bruger en sojasovs som marinade. Den kan sikkert også laves med en vinaigrette til eller uden marinade, hvis man ikke er vild med sojasmagen.
Det var overraskende nemt at lave og smagte skønt!
Ingredienser (per person)
Fyldet
- 50 g Laks (gerne koldrøget eller på anden vis behandlet, så man kan spise den uden at varme den op).
- 1 spsk finthakket løg
- 1 avocado
- Salt & Peber
- Citronsaft
Til marinade
- Glutenfri sojasovs
- Grapesaft
Tilberedning:
Find to skåle frem.
Laksen skæres i små tern, løg hakkes fint. Bland sammen i den ene skål.
Skær avocado i små tern, tilsæt salt, peber og citron. Bland sammen i den anden skål.
Find et skærebræt og en lille kageform til at lave fx brunkager. Undgå gerne en form med alt for mange små detaljer – vi brugte en lille hjerteform.
Læg først et lag avocado ned i formen, pres til med en ske for at undgå lufthuller. Læg derefter et lag laks ovenpå og pres igen. Herefter fjernes formen, og processen gentages, til alt fyldet er brugt. Hvis det bare er til en lille forret, vil jeg tro at 2-3 stk. er nok til hver.
Anret på en tallerken med lidt grønt og evt. lidt kaviar og hæld marinaden over.
Velbekomme!
Skriv et svar