Mikuna (Aarhus)
Mikuna er en vegansk og primært økologisk baseret take-away café på Frederiks Allé i Aarhus C.
Atmosfære:
Da Mikuna er en take-away café, er det et lille hyggeligt sted med ca. 15 siddepladser. Det er ikke muligt at bestille bord, og der er ikke noget kundetoilet. Man skal altså være heldig, at komme på et tidspunkt, hvor der er ledige stole, eller være villig til at tage maden med hjem.
Glutenfrit udvalg:
Mikuna serverer både sandwich og burger – begge dele kan fås i en glutenfri udgave mod et tillæg. Derudover laver Mikuna selv salsaer, mayo, pestoer, pickles og chilimarmelade fra bunden, og derfor er de godt til at vejlede om allergener.
Burgeren på billedet er en Byburger med koFRI bøf, hjemmerørt mayo, sennep, ketchup, hjemmesyltede agurker, løg og salat. Derudover kunne man vælge at få en skive vegansk ost i mod et tillæg, og dette valgte jeg også. Da Mikuna er en vegansk café, er at det dejligt nemt, hvis man samtidig er allergisk overfor mælk eller æg. Da jeg personligt hverken tåler gluten eller mælk, var det en fornøjelse at kunne bestille en velsmagende cheeseburger uden at jeg følte, at jeg manglede noget. Bøffen smagte som en almindelig bøf, og jeg tænkte ikke over, at det var en vegansk burger, mens jeg sad og spiste den.
Mikuna er meget opmærksomme på gluten, og det fremgår af menukortet på væggen i caféen, hvilke retter der er eller kan gøres helt glutenfrie.
Pris:
En burger koster 70 kr (+ 5 kr for vegansk ost og + 9 kr for glutenfrit brød). Derudover koster alle drikkevarer 29 kr, og man vælger selv fra et stort køleskab med spændende varianter som fx Club Mate og Fritz Cola.
Service:
Der var sød og venlig betjening, og ekspedienten kendte til de glutenfrie muligheder. Det var ikke besværligt at bestille en glutenfri burger, og der skulle ikke forklares en helt masse. Vi ventede ca. 10 minutter på vores burgere, hvilket var meget passende, da vi fik et bord og hyggede i ventetiden. Hvis man skal tage maden med hjem, kan man med fordel ringe og bestille, da de så har maden klar, når man kommer. Caféen holder lukket hver søndag og mandag.
Konklusion:
Mikuna overraskede meget positivt med en rigtig god burger, der smagte fuldstændig som en burger skal smage – på trods af at den var lavet helt uden kød, æg, mælk eller gluten.Jeg synes også, at priserne var ganske rimelige i forhold til smagen og råvarerne. Både min veninde og jeg var begejstrede, og jeg vender helt sikkert tilbage igen.
Mikuna får samlet 4,5 ud af 5 stjerner, da de gør det nemt og lækkert at finde mad uden gluten. Eneste ulempe er det manglende kundetoilet, og at man ikke altid kan være heldig at få et bord.
Skriv et svar